Jeg hedder Henny Hermansen, er født og opvokset på landet – i Kolding området. Jeg har 2 dejlige børn, 2 børnebørn og sambo og en herlig svigerdatter. Jeg er også så heldig at have en stor søskendeflok, som er udspredt over det danske land og mine forældrer, som stadig bor i Kolding.
Jeg er sygeplejerske med anæstesi- og intensivuddannelser og har arbejdet inden for de områder i mange år.
I januar 1979 emigrerede jeg med mine 2 børn til Sverige – langt op nordpå til Kiruna, hvor jeg har boet i mere end 20 år. Fra det grønne Grejsdalen til det hvide, kolde Kiruna.
Her fik jeg min første og eneste kulturchok – ALT var anderledes ! Maden, naturen, klimatet, kulturen, traditionerne og så sproget så klart – pludselig var vi indvandrere i et nyt land – frivilligt valgt dog !
Mange spændende år i Kiruna – både indenfor arbejdet og i fritiden – aktiv inden for dans ( folkedans, gaammeldans, moderne dans, polskedans, bugg) med rejser rundt i Europa. Så blev det amatørteater og politik – nogle lærerige år.
I 1996 rejste jeg til Mocambique som U-landsfrivillig – til Pemba i Cabo Delgardo i den nordlige del af landet – knapt 3 år var jeg der, og lærte og oplevede utroligt meget ! Inden afrejsen til Mocambique havde jeg aftalt med et månedsblad ” Kiruna-Tidningen” at jeg skulle skrive artikler om livet som U-landsfrivillig og indså jo snart, at det ikke bare var at skrive løs. Jeg var nødt til at sæte mig ind i ting på en anden måde – spørgsmål som “hvordan fungerer samfundet?” – “hvordan folk lever og overlever under de forhold, der råder der ” osv og jeg indså også hurtigt, at jeg ikke bare kunne skrive – jeg var nødt til at sende billeder med – så fotograferendet blev mere struktureret – ikke bare “turistbilleder”.
I 1999 tog jeg tilbage til Kiruna pga sygdom i familien, men jeg var ikke “færdigrejst”, og jeg ville se lidt mere af verden så i 2000 søgte jeg og fik arbejde i Saudi Arabien – i Riyadh på Prins Sultan Cardiac Center. Fra det grønne Grejsdalen til det hvide Kiruna til det farverige Mocambique til det sort/hvide Saudi Arabien ( kvinderne går til 98 % i sort og mændene til 70% i hvidt med det rød/hvidt ternede hovedsjal ) En tid med meget, meget anderledes oplevelser – jeg var der under 11. september og da invasionen af Irak startede – lidt utrygge tider for mennesker fra den vestlige verden der nede !
Nå – under tiden i Saudi Arabien fik jeg mulighed for at rejse en del – helt fantastisk og meget, meget vanedannende !!
År 2004 bestemte jeg mig for at flytte “hjem”igen - men var det Danmark eller Sverige – ikke nogen let beslutning og selv om jeg altid har været dansk statsborger, var/er det ikke enkelt at komme ”ind” i Danmark igen. Nærheden til børnene i Göteborg – til forældrene i Kolding og alle søskende i Danmark gjorde, at jeg valgte Vendsyssel som mit nye “hjem”.
Igennem hele livet har jeg lagt vægt på min personlige udvikling og har nu uddannet mig til Neo Fengshui rådgiver, lifecoach og klangmassør og samtidigt arbejdet meget med at udvikle fotograferendet – en fantastisk rejse – som bare fortsætter og fortsætter – herligt !!
